Få en central rolle i den grønne omstilling: Bliv projektleder i ProjectZero
For ProjectZero søger PULS Human Relations en kundeorienteret projektleder til en nøgleposition i et banebrydende samfundsprojekt med et stærkt og meningsfyldt formål! Dine primære opgaver bliver at styrke Sønderborgområdets store produktionsvirksomheders konkurrenceevne og klimaprofil gennem en øget CO2 reduktionsindsats samt bidrage til et energisystem med høj grad af sektorkobling.
Her er tale om en enestående karrierestilling med store udviklingsmuligheder, hvor du bliver en del af et dedikeret team, der kæmper for klimaet - og for et bæredygtigt Sønderborg-område i vækst og udvikling.
Vil du være en del af vores ambitiøse team, så læs videre og lad os vide, hvem du er, og hvordan du vil sikre, at vi kommer i mål.
Om ProjectZero: ProjectZero arbejder for et bæredygtigt Sønderborg-område i udvikling og vækst.
Sønderborg er en klimakommune, og i fællesskab demonstrerer vi en kommunes hurtige, intelligente og kosteffektive grønne omstilling og vej til CO2-neutralitet til inspiration for omverdenen. Sammen med alle interessenterne, og ikke mindst borgerne, viser vi vejen til et bæredygtigt Sønderborg-område.
Vores model og løsninger kan afsættes både nationalt og internationalt, og derigennem kan vi være med til at sætte et endnu større positivt aftryk på det globale klima – og på Sønderborgområdets eksport af grønne løsninger og tiltrækning af nye virksomheder. Alt sammen noget, der bidrager til nye arbejdspladser.
Om ProjectZeros Masterplan2029 ProjectZeros Masterplan2029 er den handleplan, der sørger for, at vi sammen når målet om et CO2 neutralt energisystem i 2029. ProjectZero leder masterplan-organisationen, der omfatter 15 delprojekter defineret som ”hot spots” og involverer alle områdets interessenter og mere end 75 projektdeltagere.
Planen er et omfangsrigt infrastrukturprojekt, der er organiseret som et professionelt PMO (Project Management Office). Kernen i masterplanen er sektorkobling, som binder energisystemer sammen. Vi arbejder med strukturerede innovationsprocesser, som omsætter ideer fra de mange interessenter til konkrete forretningsprojekter. Projekter, der implementeres i de lokale virksomheder og energisystemer.
ProjectZero-organisationen er unik og høster international anerkendelse som prototypen på at omsætte klimamål til konkret handling i en kommune.
Dine udfordringer: Du indtager en central rolle med ansvar for de store virksomheder i Masterplanen, og dermed står du for en stor del af reduktionsindsatsen for at nå nullet i 2029. Du skal arbejde tæt sammen med aktører som Danfoss, Linak og Danish Crown om at fremme udvikling og implementering af energi- og CO2-reduktionsprojekter i virksomhederne.
Som en del af sektorkoblingsteamet skal du også bringe dine ingeniørmæssige kompetencer i spil i forbindelse med udvikling af forretningsprojekter i samarbejde med industrivirksomheder, fjernvarme-/forsyningsselskaber, biogas, Power-to-X og udviklere af vedvarende energi. Fjernevarmesystemet og udnyttelse af overskudsvarme har særligt fokus.
Succeskriterier i stillingen er:
Kan lede virksomheders reduktionsindsats i forhold til konkrete mål gennem egen kunde- og projektportefølje
Skabe tillidsfulde relationer til nøglepersoner hos de store virksomheder
Fremme reduktionsindsatsen hos de store virksomheder gennem dyb kundeforståelse, koncepter, partnerskaber og værditilbud mv.
Bidrage til høj innovationsgrad og forretningsgørelse i forbindelse med sektorkobling.
Være den synlig holdspiller, der formidler det komplekse på en enkel måde
Se mere her:
Dine kvalifikationer og erfaringer: Vi forventer, at du har en uddannelse som ingeniør (formentlig indenfor maskin- eller energiteknik) med minimum 10-15 års relevant erfaring fra industrien, rådgivningsbranchen eller lignende. Du har erfaring med projektledelse af multidisciplinære projekter og har et solidt fagligt fundament inden for energioptimering i industrien og fjernvarme- og varmesystemer samt forståelse for energisystemet, sektorkobling og digitalisering. Derudover har du erfaring med opbygning af kunderelationer og salg.
Personlige kvalifikationer: Du er en udpræget holdspiller, der er optaget af kundernes behov og succes. Du er god til at skabe relationer, strukturere og lede opgaver og projekter, og du arbejder hurtigt og effektivt. Du er idérig og god til at udvikle koncepter og strategier, og du har en stærk analytisk evne.
Vi er engagerede kolleger der sparrer og samarbejder, og vi prioriterer at være sammen om både det sjove og det svære. Når vi tager fælles ansvar for vores fælles udvikling, og når vi hver især er klar over forventningerne til os, kan vi sikre et dynamisk og innovativt arbejdsmiljø med både faglig og personlig udvikling.
Har opslaget vakt din nysgerrighed, og kan du se at dine ambitioner, værdier samt din passion for bæredygtighed passer ind i, hvordan ProjectZero skal nå målet i 2029, så er det helt klart dig, vi gerne vil i dialog med.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør for PULS Human Relations, Marck Thorning på +45 43 14 42 01 eller på marck@puls-hr.dk
PULS Human Relations er Sydjyllands største fullservice HR-hus. Vi skaber positiv forandring for mennesker og virksomheder i Danmark, Norden og Tyskland, ved at have fokus på relationer frem for ressourcer.